Ja, så oprandt dagen hvor min søde kæreste og mig for første gang skulle scannes. Det var da en speciel oplevelse at se vores barn… For jeg vil da sige at jeg var skeptisk for om man kunne se noget, eller om det bare lignede en rumfilm… Men man kunne se noget. Og to ting har vi da allerede lært om vores barn. 1) det er tosset med motion… den fægtede med alt hvad der kunne fægtes med. 2) den er scene-luder… Så snart der blev stillet skarpt på den lille person, begyndte den at vinke…
Det værste ved det her, er jo at man bliver nødt til at fortælle om det til alle. Og man ved jo godt selv hvor ligeglad man egentligt er. Man lytter bare af høflighed… Måske skulle jeg teste min omgangskreds’s tålmodighed, og tage det lille billede vi fik, med rundt, og så holde time lange foredrag om vores ufødte barn.
Nå, men enden på dagens scanning, var at vi skulle komme tilbage om en uge, for barnet lå forkert til at man kunne måle dens nakkefold.
Og for lige at trumfe helt, blev fødselstidpunket rykket fra den 15. december til den 24. december… Så for fremtiden står den på lagkage, boller, varm kakao, rødkål, and, flæskested og ikke mindst kalkun den 24. december…