Da det var første dag, havde jeg ikke sat mig selv de helt store mål. Jeg havde sådan set kun et punkt på dagsorden. Nemlig at handle… Ja… det lyder nemt… Meeeen…
Jeg fik trukket sønnike i tøjet, da vi havde spist frokost. Jeg var en anelse tøvende omkring vejret. Skulle han have hue eller elefanthue på..? Igen… det lyder måske let, men første dag på barsel… Så er alting virkeligt svært. Jeg valgte elefanthuen, hvilket var dumt… Mere om det senere!
Vi traskede mod butikkerne lidt i 13. Helt perfekt vejr. Han kiggede på alt, og var meget interesseret i fuglene.
Vi nåede butikkerne et kvarter senere. Men så opstod dagens første dilemma… På et skilt i Nettos vindue, stod der, at man ikke måtte handle i andet end Nettos kurve og vogne. Jeg gik her ud fra, at de talte om steder til opbevaring af handelsvare, og ikke hvilken påklædning, der var påkrævet i butikken.
Jeg trippede lidt frem og tilbage, indtil jeg tog chancen og kørte hele barnevognen ind i de billige vares land(Det flyder med mælk og honning, bare på en mere rodet måde). Her tog jeg en kurv og satte på barnevognen. Så tænkte jeg, at jeg ikke gjorde noget forkert!
Det gik også fint med Netto, og bagefter en tur i Super Brugsen efter resten. Jeg kom hjem med en del jeg ikke skulle have haft… Men hvem kan lade være med at købe en pirat-taske og en piratbandana til sin søn…! Grrrrr….Søulk!
Da vi kom ud fra den voldsomme shoppetur, var lillemanden træt.. Og her var jeg noget ærgerlig over, at jeg havde givet ham elefanthue på. Jeg kunne ligeså godt have givet ham en kakkelovn med i vognen.. Han kogte.. Og sov… Så jeg måtte, til stor irritation for lillemanden, hive elefanthuen af ham. Men jeg havde ikke taget hans tynde hue med… Tanker om at være en dårlig far, og noget med, at min kæreste havde klaret det meget bedre fløj gennem hovedet! Ak…
Nå, men han sov… Så da vi kom hjem, måtte jeg forsøge at tvinge den tynde hue over hans meget tunge hoved. Han sov dybt… Helt stolt må jeg erkende, at det faktisk lykkedes mig at give ham huen på…! Juhu…! Alligevel en god far!
Så sov han hele 3 min. mere. Så fik vi noget frugt. Og så kom mor hjem!
Vi fik forresten også prøvet at web-samtale med onkel Holger. Det synes lillemanden var fantastisk… En mand, som vinkede på skærmen! Det skal vi gøre en anden gang!